Efter kommunesammenlægningen konstaterede NFS A/S, at der er stor forskel i den måde, de tidligere kommuner har honoreret de frivillige foreningers indsamling af papir, pap og flasker samt store forskelle i antallet af andre ordninger og aftaler med frivillige foreninger på renovationsområdet.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 19. november 2008 at fremsende forslag om honorering af frivillige foreningers indsamling af genanvendelige materialer til høring ved de berørte foreninger, forsamlingshusene og Folkeoplysningsudvalget.
NFS A/S har udarbejdet vedlagte "Oplæg til revision af ordninger for frivillige foreninger på renovationsområdet" hvor der er redegjort for de nuværende ordninger samt en mere udførlig beskrivelse af forslag til nye aftaler med de frivillige foreninger m.v. Endvidere vedlægges "bilag 1" der viser en oversigt over udgifter til de nuværende ordninger samt en oversigt over forslag til de nye ordningers økonomiske konsekvenser.
Hovedformålet for NFS A/S med de foreslåede nye ordninger er at få fjernet ordninger, der kan have karakter af tilskud. De foreslåede ordninger vil give alle foreninger de samme muligheder, hvor deres indtægt vil være afhængig af indsamlingsindsatsen.
Genbrugsordningerne på de enkelte genbrugsstationer fortsætter uændret, men for en sikkerheds skyld udbydes de til alle foreninger, således der også her skabes lige muligheder. Ordningen fungerer særdeles godt og til alles tilfredshed.
Der er modtaget følgende høringssvar:
Genbrugsforeningen af 2004, v/Jørgen Pedersen:
Foreningen meddeler, at de ikke kan godtage ordningen og ikke ønsker at fortsætte under de omstændigheder.
Fællesforeningen Svindinge, v/Ulla Mortensen:
Foreningen meddeler, at det er ok at alle foreninger har mulighed for at tjene penge efter arbejdsindsats samt at alle foreninger får tilbud om at være med. Foreningen ønsker en nærmere beskrivelse af kriterierne for fordeling af distrikter, hvilke foreninger kan være med i genbrugsordningen om foreningen kan leje containere m.m.
Foreningen beklager, at ordningen med container til Glorupfesten er bortfaldet.
FDF, DDS-Mads Lerche og de Grønne pigespejdere, v/Susanne Skov Nielsen:
Foreningen meddeler, at de er meget glade for det samarbejde som de tre korps har med NFS og Nyborg Kommune og ønsker at bibeholde nuværende struktur.
Refsvindinge Forsamlingshus, v/Hans Peder Clausen:
Forsamlingshuset meddeler, at de vil acceptere, at ordningen med opstilling af gratis container til brændbart affald i forbindelse med afholdelse af loppemarkeder bortfalder, såfremt forsamlingshuset uden omkostninger kan aflevere stort brændbart affald direkte på forbrændingen samt øvrigt affald på genbrugspladsen.
Folkeoplysningsudvalget:
Folkeoplysningsudvalget besluttede på møde 9. december 2008 at anbefale forslaget således at foreningerne ligestilles.
Søren Clemmensen og Peder Walther Jensen tager forbehold for at det faste tilskud til Genbrugsforeningen bortfalder på én gang.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 22. april 2009 at tilslutte sig forslaget fra NFS A/S, idet man dog ønsker at forsamlingshuse og foreninger efter nærmere aftale kan få stillet en gratis container til rådighed i forbindelse med oprydning efter loppemarkeder og lignende.
Vi har modtaget vedlagte "Status for honorering af frivillige foreningers indsamling af genanvendelige materialer" fra NFS A/S, som meddeler, at der årligt er en udgift på kr. 15.-20.000 til transport af containere og bortskaffelse af affald til forsamlingshuse og foreninger. Denne udgift er på nuværende tidspunkt indregnet i "Bidrag til genbrugsøer", der opkræves ved private husstande.
Da forsamlingshusene hører under Kultur- og Fritidsudvalget, mener NFS A/S ikke, at de private husstande skal belastes med denne omkostning og anmoder om at udvalget tager stilling til hvorledes de "gratis" containere finansieres.