Fysisk inaktivitet er i den vestlige verden en af de største trusler mod folkesundheden. Derfor har Trygfonden bevilliget 15 mio. kr. til forskning, der kan bidrage til at vende denne udvikling. Fokus er rettet på at ændre de fysiske og organisatoriske rammer for børn og unge, så omgivelserne i højere grad appellerer til at være fysisk aktiv. Midlerne har gjort, at førende forskere kan arbejde målrettet med at udvikle rammer og dokumentere effekten af interventioner.
I projektet skal der etableres et tæt samarbejde mellem 6-8 kommuner i Region Syddanmark. Ved at indgå i projektet får kommunen tilført ekspertviden, lokale analyser og en delvis ekstern finansiering til igangsætning af målrettede indsatser.
Projektet organiseres af Trygfondens Forebyggelsescenter på Syddansk Universitet, Dansk Sundhedsinstitut og Region Syddanmark, og bygger samtidig på et tæt samarbejde med de 6-8 deltagende kommuner.
Formål
Projektet "Space - rum til fysisk aktivitet" har til formål at udvikle, dokumentere og evaluere helhedsorienterede indsatser til fremme af fysisk aktivitet blandt børn og unge.
Metode
Forskningsprojektet tager afsæt i folkeskoler placeret i byzoner. Formålet er at ændre strukturelle rammer for især 11-15-åriges dagligdag, men indsatserne forventes at påvirke såvel yngre som ældres fysiske aktivitet. I størstedelen af tiden uden for hjemmet vil denne aldersgruppe opholde sig på skolens område eller i bolignære områder. På den baggrund er der udvalgt fire indsatsområder, der vil gøre fysisk aktivitet til et nemmere og sjovere valg i hverdagen:
· Aktiv transport: trafikreguleringer med større appel til gang og cykling i nærområdet
· Skolens udeområder: ændre fysisk og organisatoriske rammer for at understøtte spil og fysisk aktivitet
· Playspots: skabe muligheder for fysisk aktivitet og sociale aktiviteter i bolignære områder
· Foreningsfitness: udvide det eksisterende foreningstilbud med appel til nye brugere
Hver deltagende kommune er repræsenteret ved et interventionsområde, hvor indsatser på de fire områder sættes i gang og et kontrolområde, hvor livet går sin vante gang. Områderne udvælges på baggrund af en analyse og dialog mellem kommunen og Syddansk Universitet. Et område forstås her som en folkeskole og det omgivende skoledistrikt. Indsatserne er de samme i alle de deltagende kommuner. I hvert interventions- og kontrolområde foretages der målinger af ca. 100 elever. I hele projektet følges således ca. 1200 elever. Omfanget gør det muligt at få en sikker viden om omgivelsernes betydning for børn og unges sundhed. Dette vil på længere sigt styrke kommunernes mulighed for at prioritering og valg af effektive forebyggelsesindsatser.
For at undersøge effekten af de fire indsatsområder foretages en række fysiske målinger af eleverne i 5.-6. klasse bosiddende i interventions- og kontrolområdet i indsatsperiodens start og afslutning. Det er bl.a. elevernes aktivitetsniveau, fitnessniveau og muskelstyrke der måles. Målingerne gennemføres to gange, i foråret 2010 og i sommeren 2012. Herudover gennemføres der undersøgelser og observationer af de unges adfærd på hvert af de fire indsatsområder, samt undersøgelser henvendt til elevernes forældre. Desuden gennemføres der sundhedsøkonomiske analyser til vurdering af omkostninger set i relation til de sundhedsmæssige effekter samt en procesanalyse med fokus på implementeringen af Space-projektet.
Forskningsdesignet har et indhold og et omfang, som internationale eksperter har bedømt som værende på et højt videnskabeligt niveau.
Hvad kræver deltagelsen i Space-projektet?
Størstedelen af udgifterne vil være forbundet med udvikling af skolevej og stisystemer, udearealer og fitnessfaciliteter. Hertil kommer tidsmæssige ressourcer til udvikling af organisatoriske rammer, herunder bl.a. bevægelsespolitikker og uddannelse af lærere. Associerede samarbejdspartnere har givet tilsagn om økonomisk støtte til udvikling af indsatserne, herunder Lokale- og Anlægsfonden, DIF/DGI of Vejdirektoratet.
Herunder er en specificeret oversigt over Nyborg Kommunes ressourceforbrug ved deltagelse:
Den deltagende skole:
En nøglelærer på skolen med særligt ansvar for projektet bidrager med ca. 5 arbejdstimer per måned fra efterårsferien 2009 og frem til sommerferien 2012. Tre lærere på skolen modtager bevægelsesassistentuddannelsen i løbet af tre hele dage + 2x3 timers lokal opfølgning. Desuden afsætter øvrige lærere, skoleledere og skolebestyrelser tid til mødeaktiviteter.
Det tekniske område:
Afsætter tid til deltagelse i mødeaktiviteter og medvirken i analyser.
Fritidsområdet:
Kommunen stiller lokale (minimum 100 kvadratmeter) til rådighed samt et lokale til holdtræningsaktiviteter. Afsætter tid til mødedeltagelse.
Sundhedsområdet:
Kommunen bidrager med en koordinator på halv tid i 2010-2012. Koordinatoren skal koordinere og stimulere samspillet mellem de forskellige parter i kommunen, være bindeled mellem kommunen og den centrale projektgruppe (Syddansk Universitet, Dansk Sundhedsinstitut, Region Syddanmark), koordinere mellem forskere og den deltagende skole samt bistå forskerne i dokumentation af igangsatte indsatser.
Ud over de ovennævnte ressourcer skal projektet tilføres ekstern finansiering. Syddansk Universitet og Region Syddanmark varetager opgaven med at udfærdige ansøgninger om ekstern finansiering med de deltagende kommuner som fælles afsender.
Udbytte af deltagelsen i Space-projektet
De 6-8 kommuner indgår i et forpligtende partnerskab mellem Trygfondens Forebyggelsescenter v/ Syddansk Universitet, Dansk Sundhedsinstitut og Region Syddanmark, hvor der i hele processen er adgang til et fagligt understøttende miljø. Konkret får de deltagende kommuner i projektperioden 2009-2013 tilført ressourcer i form af ekspertviden, konsulentbistand, uddannelse og ekstern finansiering for at implementere et fysisk aktiverende nærmiljø.
Tidsramme
Projektet strækker sig fra efteråret 2009 og frem til 2013. Indsatserne og dokumentationen af effekten foretages i perioden forår 2010 til sommeren 2012.
Tilmeldingsfrist for deltagelse er senest torsdag 11. juni 2009. Hvis kommunen ikke kan nå at bringe deltagelsen op til politisk godkendelse inden fristen, kan kommunen tilmelde sig administrativt under forudsætning af en efterfølgende politisk godkendelse og samtidig lægge sagen op til politisk beslutning ved førstgivne lejlighed.