Baggrund
Sundhedsudvalget besluttede på mødet 6. oktober 2008, at der skal udarbejdes tre sundhedsprofiler, som beskriver borgernes selvvurderede helbredstilstand.
- En webbaseret spørgeskemaundersøgelse af skoleelever i 7.-10. klasse (både folkeskoler og privatskoler)
- En lignende profil på ungdomsuddannelserne (gymnasium og handelsskole)
- En postomdelt spørgeskemaundersøgelse målrettet de 16-75-årige
Formålet med sundhedsprofilerne er, at kunne overvåge sundheden generelt, at kunne udpege særlige målgrupper og kunne pege på behovet for indsatser generelt og lokalt på den enkelte skole. De anvendte spørgsmål muliggør sammenligning med både regionale og nationale undersøgelser. Det er hensigten, at profilerne kan gentages fx en gang i hver valgperiode med henblik på at overvåge sundheden over tid og aflæse tendenserne af de indsatser, som kommunen igangsætter.
Tidsplan
Følgende overordnede tidsramme for processen med sundhedsprofilerne blev præsenteret på sundhedsudvalgsmødet 5. januar 2009:
7.-10. klasse: Spørgeskemaundersøgelsen afvikles i uge 6 og 7 2009.
Ungdomsuddannelserne:Spørgeskemaundersøgelsen afvikles i uge 9 og 10 2009.
16-75-årige: Spørgeskema udsendes i uge 6.
Der er 14 dages svarfrist. I uge 8 udsendes 1. rykker med yderligere 14 dages svarfrist. I uge 10 afsendes 2. og sidste rykker indlagt nyt spørgeskema, også med 14 dages svarfrist.
Data: I løbet af marts, april og maj måned bearbejdes de mange data. Ultimo juni 2009 forventes de tre profiler at blive forelagt for Sundhedsudvalget.
Deltagerantal
Alle elever i 7.-10. Klasse bliver bedt om at deltage, hvilket vil sige ca. 1200 elever. Ligeledes på ungdomsuddannelserne bliver alle elever bedt om at deltage dvs. ca. 900 elever. Blandt de 16-75-årige sendes spørgeskema ud 1200 borgere. Dette antal er udregnet således at vi sikrer validiteten og repræsentativiteten i undersøgelsen og samtidig tager højde for en svarprocent på 60.
Spørgeskemaerne
Spørgsmålene omhandler overordnede temaer, som også er indsatser i Sundhedspolitikken. Det drejer sig f.eks. om forbrug af rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet, andre rusmidler.
Spørgeskemaet indeholder også spørgsmål vedr. forbrug af medicin og sundhedsydelser, ligesom der også er spørgsmål vedr. psykisk trivsel og netværk. Spørgeskemaerne er vedhæftet i bilagsmaterialet.
Spørgsmålene, der anvendes i de tre undersøgelser er alle validerede og testede i andre undersøgelser fra tilsvarende målgrupper. Det er således muligt at sammenligne resultaterne med både regionale og landsdækkende undersøgelser.
Spørgsmålene til profilen for 7.-10. klasse er godkendt af alle skoleledere, skolebestyrelser og af Skole og Kulturchef Jan Hermansen. Alle lærere samt forældre og elever i 7.-10. Klasse vil få skriftlig information om undersøgelsen.
Spørgsmålene til ungdomsuddannelserne er godkendt af ledelsen på Nyborg Gymnasium og af ledelsen på Handelsskolen. Alle lærere og elever vil få skriftlig information om undersøgelsen.
Spørgsmålene til de 16-75-årige har været sendt til Jobcenterchef, Socialchef, Skolechef samt Direktør Ole Schmidt med mulighed for at komme med yderligere kommentarer.
Når spørgeskemaerne læses, skal man være opmærksom på følgende: I de vedhæftede papirversioner er alle spørgsmål med. I de elektroniske versioner, vil man automatisk springe visse spørgsmål over afhængig af ens svar. Spørgeskemaerne til 7.-10. Klasse og til ungdomsuddannelserne vil kun blive gennemført i en elektronisk form. Spørgeskemaet til de 16-75-årige vil blive udsendt i en papirversion, men man kan også vælge at svare elektronisk.
Papirversionen vil blive redigeret i henhold til designguiden, men dette arbejde kan først påbegyndes, når alle rettelser er udført. På mødet forevises en elektronisk version af et af spørgeskemaerne.
Tilladelse
Datatilsynet har oplyst, at Nyborg kommune har tilladelse til at foretage de beskrevne spørgeskemaundersøgelser via den fælles anmeldelse, der benævnes "kommunal sundhedsindsats". Kravene er, at kommunen skal informere borgeren om undersøgelsens formål, hvad data skal bruges til og borgeren skal bevare sin anonymitet, når resultaterne offentliggøres.
Alle disse krav vil være opfyldt i de tre undersøgelser.
Forebyggelseskonsulent Leif Ludvigsen deltager i behandling af punktet. |